Jeg elsker hverdagene, sagde digteren Dan Turèll.

Mange af os kender længslen efter at fordybe sig og glemme sig selv. Som en tur ved stranden giver en følelse af at være levende, at være i nuet, således kan arbejdet med leret – ja kreativt arbejde i det hele taget - paradoksalt nok blive en øvelse i nærvær! I at være til stede her og nu. Blåvandsserien tager afsæt i strandens liv og i de dynamiske processer og forandringer, der sker, når hav og land mødes.
Det gør jeg også –
hverdagene  med  deres trivialiteter og gentagelser men også med deres øjeblikke af eufori og selvforglemmelse. Det er som at arbejde med leret, undersøge dets muligheder, få det til at bære en form eller lade  det selv finde sin form. Leret er som hverdagene – eller livet - et materiale, der giver  mange muligheder for udforskning og udfoldelse, der giver en følelse af at være i live – NU. 
Leret giver mulighed for at arbejde på 2 forskellige måder - spontant som jeg gør med Blåvandsserien og mere struktureret og disciplineret som med skulpturer og krukker.  Det opfylder de elementære krav, som hverdagen stiller - behovet for at kunne holde fast i hverdagens nødvendige struktur men også at kunne slippe og lytte indad – og give sig selv lov til at danse på bordene.  
At vise naturens kræfter og de aftryk af tidens gang, som vi finder på stranden: Strandskallerne, der viser tilbage i tiden i aftegningen af tidsspring og spor af små liv, og som også viser tidens slid forårsaget af vind og vejr. Især bølgernes kommen og gåen – strømninger, sug, svulmen, løft og fald, glidning og rulning – hvor alt er bølge og fortsat bølgebevægelse – hvor bølgerne slår mod kysten og vedvarende ændrer dens linje, fortæller historien om nuet og øjeblikket overfor uendeligheden. Skallerne bliver en reminder om det liv, vi skal leve, før det er for sent. Oplevelsen af at vi er i elementernes vold, at vi som strandens skaller bliver ført frem og tilbage – viljeløse med en følelse af afmagt over den evige gentagelse, kedsommeligheden, hverdagens rutiner og pligter. Men også med en følelse af at være en del af evigheden – en del af evighedens rytme.
Ravklumpen derimod fastholder nuet – og evigheden! Når man står med ravet i hånden, oplever man jo, at man står med det nu, der var for mange  millioner år siden -  men også med tiden, der er gået - i hænderne: evigheden og nuet i samme stykke rav! Det er fascinerende – og tankevækkende.
En tur ved Vesterhavet får dig til at opleve  ”livspulsen”, en følelse af at være i live, ikke at være låst inde i sig og opleve verden herfra, men tværtimod at være uden for og opleve verden derfra.
Naturen overvælder dig, tømmer dig for tanker og følelser, får dig til at glemme dig selv og i stedet opleve elementernes magt på en blæsende sommerdag, hvor blæsten, bølgerne og sandets fygen giver en lykkeoplevelse, som også bagefter er en lise for sjælen. Man bliver  klogere, når man oplever en hel verden i detaljen, får forståelsen for detaljens betydning i helheden og derved også for den enkeltes betydning i den store sammenhæng. Det inspirerer mig i mit arbejde med leret.
Jeg er cand.mag. med dansk, billedkunst og design. Jeg har lært skulptur hos Valdemar Foersom Hegndal, Århus Universitet og drejning hos Jo Bichel, Århus Universitet. Jeg har undervist i mine fag i gymnasiet og har siden 2013 udelukkende arbejdet med skulptur og krukker.

© Inge Jensen Keramik 2019